Emner til foredrag og møder
10 emner at vælge imellem:
1) OG MYLDRED DJÆVLE FREM PÅ JORD OG OS OPSLUGE VILLE
I forbindelse med markeringen af reformationsjubilæet hen mod 2017 gør fhv. amtsborgmester og tidl. redaktør af Katolsk Orientering Erling Tiedemann sig som katolik tanker om reformationens betydning for hans egen kirke og for fællesskab og fortsatte modsætninger mellem alle kristne.
2) FRA HUKOMMELSE TIL ERINDRING
Et oplæg til en samtale mellem mennesker i den tredje eller fjerde alder, velegnet til møder i ældreklubber og lignende, herunder på en FN's ældredag i begyndelsen af oktober
3) YTRINGSFRIHED - ELLER FRI UDBLÆSNING?
Danmark skal ikke undskylde, at vi har ytringsfrihed - tværtimod, det er snarere andre, som skal undskylde, at de ikke har. Men ytringsfrihed har vi under ansvar, og det ansvar gælder ikke kun mht. straffelovens blasfemi- og racismeparagraffer. Der er også noget, der hedder moralsk ansvar. Hvor går egentlig grænserne for ytringsfriheden? Hvorfor gik det så galt efter Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-karikaturerne? Og efter pavens forelæsning i Tyskland? Og hvordan undgår vi en gentagelse i fremtiden?
4) MEDIERNE, MINE VENNER - MINE FJENDER ...
De frie medier er mine venner; uden dem og uden deres frihed ville jeg ikke leve i et demokrati. Men medierne har også et ansvar for, hvordan de bruger deres frihed - og tilsidesætter de det ansvar, føler jeg, at de bliver mine fjender - kort sagt: et foredrag om aviser og elektroniske medier på godt og ondt - og hvad man selv kan stille op, hvis man pludselig kommer i medierne
5) HVOR SIDDER ETIKKEN, I HJERNEN, I HJERTET - ELLER BARE PÅ RYGRADEN?
Med baggrund i seks år som medlem af Etisk Råd, heraf de tre som formand, lægger Erling Tiedemann op til en drøftelse af nogle af de etiske problemstillinger, som vort samfund i stigende grad ser sig stillet overfor.
6) LIVSHJÆLP ELLER DØDSHJÆLP
Et bidrag til samfundsdebatten om en række uklare begreber, som risikerer at føre til fejlslutninger omkring liv og død. Hvad er forskellen på passiv og aktiv dødshjælp - og kan noget af de to begreber overhovedet bruges til at beskrive, hvad det handler om?
7) SKAL DE KRISTNE TIE STILLE?
Debatten i samfundet spidser til: Der er for meget religion i det offentlige rum, siger nogen. Samtidig udvikler verden sig sådan, at der netop er brug for, at de kristne siger noget - for eksempel til muslimerne. Men bør de tie?
8) HVAD VATIKANETS KÆLDRE GEMTE ...
Foredraget tager udgangspunkt i oplevelser under et længere ophold i Rom, herunder boende tæt på Vatikanet: Hvad foregår der egentlig i denne lilleput-stat, og hvordan lever og tænker de mennesker, som sammen med paven virker både inden for Den katolske Kirke og i forhold til resten af verden?
9) SIG MÅNEN LANGSOMT HÆVER
Foredrag som led i en sangaften, hvor Matthias Claudius' gamle aftensang bliver sunget og kommenteret i sammenhæng med grundlæggende etiske og eksistentielle problemstillinger, som også det moderne menneske kender til.
10) PETERS JUL
Oplæsning og analyse af den gamle børnebog til juletiden, som ved nærmere eftersyn viser sig at rumme mange relevante kommentarer til vores moderne tid. Foredraget er egnet til advents- eller decembermøder, men næppe i resten af året.
ANDRE EMNER
- kan aftales nærmere, hvis de ligger inden for, hvad jeg tror, jeg kan sige noget om, og som har almen interesse ...